Tendenser – brug af it i university college

Jeg er nu godt et år inde i mit treårige PhD-forløb og jeg har indtil nu fokuseret på teknologier, der potentielt set kunne få studerende til at lære mere. Altså teknologier hvis affordans og anvendelsesmuligheder katalyserer den studerendes læreproces.
Mine studier orienter sig nu også i retning af, hvordan undervisere opfatter hele teknologidiskursen i relation til deres egen undervisning og hvad der skal til for at få positive erfaringer med it som læringesfremmende element i undervisningen.

Foreløbige tendenser – anvendelse af it i undervisningen på university college:Online discussion
Empirien viser indtil nu: It som dialogforlængende mekanisme anvendes allerede med succes på flere uddannelser (online diskussion i LMS/Facebook). Denne anvendelsesform er både praktisk og pædagogisk (og kvardratisk) i det, at de stuerende får en kommunikationskanal som ikke ville eksistere uden it i netværk og fordi de får indblik og i deres medstuderendes læreprocesser. De studerende ser hinandens svar og spørgsmål i forummet og bygger videre på hinandens argumenter og skaber et ‘open source learaning stream’. Det er efter min mening et møsntereksempel på teknologianvendelse, der er enkel, praktisk og pædagogisk. Det kræver bare, at de studerende er nogenlunde selvstændige og at der er reel fysisk og tidslig distancen mellem underviser og studerende og mellem studerende og medstuderende. Der til kommer at det er en metode, der isolerer læreprocessen fra alt det andet mellemmenneskelig, der normalt foregår i undervisning. Så læreprocessen er intens, men også lidt ‘fattig’. Så de forløb hvor metoden virker er forløb, hvor der er noget andet som giver undervisningen fylde (praktik/klinik osv.)

Min empiri antyder, at en udløsende mekanisme for succes er underviseres Good-Experienceegne, positive erfaringer med selv at være blevet undervist i længere forløb på måder, hvor digitale didaktiske designs har virket katalyserende på læreprocessen. Undervisere med sådanne erfaringer vil nok også være mere tilbøjelig til selv at eksperimentere med lignende didaktiske designs i deres egen undervisning, ser det ud til.

Tendenserne fra min empiri viser at it i selve lektionerne har nogle gennemgående fordele for underviseren;youtube expert ted

-man kan trække ‘eksperter’ ind via videoklip fra nettet.
– man kan trække praksis ind via videokonference  og derved føre dialog mellem studerende og praksispersoner ‘live’ i undervisningen.
– man kan udnytte studenterresponssystemer (Socrative) til at engagere hele holdet.
– man kan selv lave videoklip til videounderstøttet forberedelse.
– man kan dele digitalt indhold
– at vi har en platform (LMS), der indeholder et fælles repertoire af muligheder, som der er konsensus om at bruge.

Empirien har synliggjort flere forskellige opfattelser af, hvad it skal bidrage med i undervisningen.

1) en opfattelse, der er optaget af de funktioner, der gør noget nemmere, hurtigere, mere præcist, delbart og dokumenterbart. Alt samlet et sted, hvorfra det aldrig bliver væk (digitale test, digitale tekster, digitale noter osv.).
2) en opfattelse, der er optaget er selve erkendelsoptentialet i at arbejde med it i undervisningen, altså spørgsmålet; lærer nogen mere i et digitalt didaktisk design end i et analogt?

Den første opfattelse kan bruges som argument for at inddrage meget it i undervisningen, den anden kan bruges som modargument for den første.

Men i virkeligheden bør de to opfattelser nok samtænkes til en syntese som stiller spørgsmålene;

– hvordan lærer mine studerende mere i et givent digitale didaktiske design?
– hvad skal mine studerende gøre for at udnytte erkendelsespotentialet i denne teknologi? Altså hvilken ny studiekompetense skal de studerende arbejde mod.
– hvordan kan mine studerende udnytte at alle ‘ingredienserne’ til læreprocessen er lagt frem på køkkenbordet i forvejen, altså at de studerende har ressourcerne lige ved hånden?

Hvad viser empirien om de studerende?
De studerende tager noter på computer/tablet og har ikke helt som mange ekskurser til facebook, som jeg med skam må erkende, at jeg troede, de havde.
50424_webns917evernotepicao

Foreløbige observationer viser, at omkring en fjerdedel af de studerende tager første ekskurs 15 minutter inden i lektionen og at ekskursen varer ca. 2-3 minutter hvorefter opmærksomheden igen er rettet mod undervisningen.

Anden ekskurs indtræder ca. 35 minutter inde i lektionen og her er det ligelede ca. en fjerdedel af de studerende. Intervallerne passer meget fint med, hvad forskningen siger om opmærksomhedsvinduers længde.
Jeg antager, at de studerendes behov for ekskurser er størst i undervisning, der er præget af underviseroplæg, men jeg ved det ikke endnu.

De studier jeg har lavet indtil nu peger på, at it, og i særdeleshed mobil teknologi, kan katalysere læreprocesser hos den lærende, men kun hvis den lærende er en aktiv del af processen. Det er ikke nødvendigvis læringsfremmende at have adgang til undeviserens powerpoint, videoklip og andre veltilrettelagte, digitale ressourcer, hvis den studerende ikke selv bringer ressourcerne i spil.

Det vil sige, at læring i et digitalt didaktisk design kræver meget energi for den lærende, mindst lige så meget som i et analogt set-up. Men til forskel fra det analoge set-up, så giver de digitale ressourcer (powerpoints, artikler osv.) sig ud for at være noget værd i sig selv. Man kunne foranlediges til at tro, at den blotte adgang til ressourcer fremmer læringen. Ressourcesamlingerne kan derved blive falske repræsentationer af viden, som man kan tro den lærende besidder, fordi adgangen til ressourcer er blevet nemmere, multimodal og effektiviseret.

Jeg tror, at vi med fordel kan tænke vore erfaringer med ‘det lærende menneske’ sammen med teknologi. Altså på retroduktivistisk vis forsøge at forudsige, hvad der skal til for at en studerende lærer noget og derefter sætte det, vi måtte tænke os frem til, i en teknologisk kontekst. Det kunne være at udnytte moilteknologi til at lave individuelle og delte læringslogs, at bruge samarbejdstjenester til at skabe praksisfællesskaber, at bruge teknologien til at udløse ressourcer ud fra japanske produktionsrationaler (Just inTime JIT) osv.
Mulighederne er mange og kun nysgerrigheden (og netværket) sætter grænserne.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i it i undervisningen, PhD proces, University College Digitalitet. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s