Potentialet, der forblev et potentiale – om paradokser på vejen mod digitalitet i undervisningen

Usammenhængende strøtanker… 🙂

Når vi investerer penge og tid i teknologi til undervisningsverdenen, gør vi det nok, fordi vi tror, web20teknologierne indeholder et potentiale til at gøre noget bedre? Vi ved nok ikke helt, hvad teknologierne skal gøre bedre, men overordnet håber vi nok, at flere lærer mere med teknologierne end uden?

Litteraturen på området beskriver stribevis af cases, hvor Web 2.0 webtjenester, iPads osv. transformerer undervisningen i en mere digital retning, hvor vi udnytter webtjenesternes transparente karakter til at skabe autentiske læringssituationer, som udnytter digitale kommunikations- og samarbejdsformer og internettets informationsmængde.

Web 2.0 webtjenester bygger på den underlæggende præmis, at brugeren er interesseret itransparent den tranparens, som er hele fundamentet for web 2.0 tjenesterne. Hvis brugeren ikke er interesseret i at blive et digital voyeurobjekt, vil web 2.0 tjenesterne ikke give meget mening. Dermed forsvinder potentialet for at lære via web 2.0 tjenester, mener jeg. Selvom der findes løsninger som Skoletube og sikkert andre lukkede web 2.0 miljøer  er det stadig problematisk, fordi det besværliggør feedbackprocessen.
Web 2.0 er efter min mening grundlæggende en elitær kommunikationsform, fordi det stiller store krav til den, der laver indholdet. Web 2.0 tjenester sender et signal om, at alle kan bidrage og være med, men det kan alle bare ikke, når det kommer til stykket.
For at være med i et diskussionsforum skal man, som minimum, kunne stille et spørgsmål, hvilket kræver en del indsigt. For at nogen skal kunne bruge ens sociale-bookmarks eller tweets til noget skal de være interessante. Det er IKKE for alle!

Er der et læringspotentiale i at bruge web 2.0, social-bookmarking, online fora, blogs osv. som funktionelle læremidler, ja ganske sikkert. Men potentialet er knyttet snævert sammen med, om de lærende har noget at byde ind med og om de er villige til at være transparente i deres læreproces.

Når vi investere i og taler om it i undervisningen er det nok potentialerne fra den ukritiske, optimitiske diskurs og de cases litteraturen beskriver, vi håber at kunne indfri. Når potentialpotentialerne så i mange tilfælde ikke indfries, påpeger Katarina Player-Koro (PhD Göteborg Universitet), at det ofte italesættes som underviserens skyld, it-vejlederens skyld, det trådløse internets skyld, elevernes/de studerendes skyld. Der er et svigt et sted i kæden og det er aldrig den potentielt fremragende teknologi der svigter, siger hun. Det er jo bevist i cases fra litteraturen, at det kan virke!
Jeg er tilbøjelig til at give hende ret. Jeg tror, vi mangler en anerkendelse af, at det tager tid at få opnå literacies og ny teknologiforståelse og at der bør måske være en vis rationel karensperiode på nye teknologier, inden de implementeres i undervisningen. Sårbare, dyre uafprøvede teknologier (iPads, Interaktive tavler osv.) bør nok finde et afbalanceret anvendelsesområde, inden man investerer bredt i sådanne teknologier. Selvom de interaktive tavler har 25 års-jubilæum i år er det stadig ret nyt at bruge dem i pædagogiske sammenhænge. De blev udviklet som et præsentationsværktøj til sælgere i slutningen af 80erne, men midt i 00-erne blev de solgt som et pædagogisk værktøj, hvilket det også er blevet i indskolingen mange steder. Men udover indskolingen (og specailuv.) synens potentialet meget begrænset (se UCCs undersøgelse her), specielt set i lyset af andre interaktive muligheder i klasserummet. I stedet for købe producenternes dyre responssystemer kan man bruge andre bedre, gratis alternativer (Socrative, Infuselearning osv.). I stedet for at skrive på samme side i Smart Notebook, kan man dele et dokument, en tegning, et mindmap, en post-it tavle (linoit osv.). I det store hele har jeg dømt den interaktive tavle ude i min egen undervisning, samtidig skal det siges, at jeg ser mange kreative indskolingslærer, der får en masse ud af tavlerne i dere undervisning. Men min konklusion er, at hvis vi havde givet de interaktive tavler en 5årig karansperiode (fra 2007-2012), havde vi vidst mere om, hvad den kan og ikke kan og måske sparet tid og penge.
Som modstykke til iPads og interaktive tavler har vi et udvalg af robuste samarbejdstjenester, som har skabt en stille evolution i undervisningsverdenen. Google aps, Live@edu (nu Office365, Skolebordet.dk) osv. har været fremme i mange år (Google docs feb. 2007). Det er robust afprøvet teknologi, som muliggør andre samarbejdsformer i undervisningen med billig, driftsikker teknologi. Og hvis man er ked af hele google-lever-af-dine-data-misæren, kan man jo betale skolebordet.dk for at levere en Office365 løsning, hvor forretningsmodellen er lidt mere gennemskuelig.

Og det fører os til det, jeg mener er et paradoksalt forhold, nemlig, at for at kunne overføre idéerne fra den optimistiske diskurs og de cases, litteraturen beretter om, må alle implicerede have indtrådt i samme digitalitet (Negroponte) og der er en forholdsvis lang vej fra simpel inddragelse af it i undervisningen, til mere kreativ udnyttelse af forskellige teknologiers affordans. I den første, simple fase er det sjældent meningsfyldt at spørge; ‘jamen lærer de så mere, af det her?’. Svaret vil ofte være; ‘næææ, måske ikke‘. Men hvis man ikke arbejder løbende og progressivt med it-inddragelsen i undervisningen vil springet fra det simple til den kreative, transformative anvendelser af teknologier nok blive en elitær øvelse, som kun få lærende kan få udbytte af.

Hvis vi eksempelvis siger, at det er væsentligt at en elev eller studerende skal opnå meta-kognitive strategier til at lære  at lære i netværk, hvilket er en af de ‘literacies’ James Paul Gee angiver som vigtige lige nu. Så tror jeg, det kræver en længere erkendelsesproces, hvor man får opbygget et trygt læringsnetværk og samtidig etablerer kommunikationskanaler (Edmodo, Schoolology, MobileDiary osv.) og kommunikationsformer, som understøtter en vis transparens i lukkede og trygge rammer. Det kunne være en ‘læringsstrøm’ i en Edmodo gruppe, hvori hele klassen/holdet logger læringshændelser (svar, spørgsmål, forvirring, usikkerhed – på vejen mod læringsmål). Alle lærende poster egne læringshændelser og beriger andres læringshændelser i et lukket, men transparent miljø. Herved kan vi træne metakognition og digitalitet i et trygt netværk og måske se et glimt af det læringspotentiale netværkslæring rummer.

Det korte af det lange er, at det tager lang tid at opnå en frugtbar færdigheder indenfor nye teknologier. Det har taget flere hundrede at gøre traditionel skriftlighed til en almindelig, frugtbar færdighed og måske skal det også tage bare et par årtier at opnå teknisk færdighed og udtrykskompetence til at udnytte nye teknologier? Måske er vi lige hurtige nok til at udråbe vidundere og revolutioner?

Bill Gates er citeret for at have sagt, at vi overvurderer de nye teknologiers indvirkning på os på kort sigt, mens vi samtidig undervurderer ældre teknologiers påvirkning af os på længere sigt.

Jeg tror, jeg vil give ham ret i den forstand, at mange digitale megatrends indenfor iwbuddannelsesverdenen efter min mening er overvurderede. Mens andre er undervurderede, fordi de ikke er umiddelbart nemme at anvende (Google apps i starten, måske), eller fordi de ikke anses som nye, måske?

Jeg tror, at nedenstående er overvurderet i undervisningsøjemed:
Tablets/iPad
Web 2.0 (Social-bookmarking, kommentarfunktioner, blogs osv.).
Sociale medier
Smartphones (generelt)
Omnipotent onlineness
Værdien af data (Big data, learning analytics, digital positivisme)
At noget tilsyneladende er gratis!
Nettets demokratiske natur

Jeg tror, at nedenstående er undervurderet i undervisningsøjemed:
Augmented reality
Internettet
Diskussionsfora
Personlig læringslog på smartphone (MobileDiary, Edmodo, Schoolology)
Wiki
e-mail
SMS
Samarbejdstjenester (Google, Live, Mind42, Prezi osv.)
Delingstjenester (Dropbox, iCloud, Google, Live osv.)
De hyperkommercielle markedskræfter der styrer, hvad der defineres som ‘gratis’ (google)

Indenfor offentlig forvaltning og virksomhedsorganisation repræsenterer teknologierne ofte mulige rationaliseringer (eDag , eDag2, e-boks, e-tingbog osv.), som gør arbejdsgange lettere, nemmere og hurtigere (når systemerne altså virker: Don’t mention Politiet, Amanda og journalsamkøring i sygehusverdenen).

Indenfor undervisningsverdenen er parolen; lettere, nemmere og hurtigere bare ikke et toomuchtechnomål i sig selv. Læring er en energikrævende, individuel proces, som kræver at den lærende indgår med krop og hjerne i individuelle og fælles aktiviteter (med eller uden it). Læreprocessen kan godt være mere eller mindre effektiv, men det afhænger af underviserens faglige, didaktiske og pædagogiske indsigt og kompetence og af de lærendes motivation og faglige og personlige udgangspunkt. Teknologi kan (og bør) have en rolle i læreprocesser, men omfanget og måden er helt afhængig af underviseren og de lærendes teknologiforståelsesniveau og ikke mindst af læringsmålene for undervisningen og ikke hvilke megatrends, der raser hen over internettets glatte overflade.

 

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i it i undervisningen, PhD proces, University College Digitalitet. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s