Post-kontorpakke-undervising. Office som en barrierer for opygning af netværk?

Om brug af undervisnings-/læringsplatforme i videregående uddannelse og om mulige konflikter mellem ‘kontorpakke-logik’ og undervisnings-/læringsplatforme.

Hvorfor bliver alle de fantatiske funktioner i vores nye LMS ikke udnyttet?

Og

Er Kontorpakke-logikken i vejen for udvikling af netværksbaserede, digitale arbejds- og undervisningsformer?

Learning Mangement Systems (LMS (fronter, its learning, canvas)) er I min erfaring egentligt mere, I Banduras ord, Teaching Managemant Systems, altså systemer underviseren bruger til at organisere de praktiske facetter i forbindelse med deres undervisning (hvad, hvor, hvornår).

Udfordring 1)

Et LMS har oftest en del funtkioner til at føre statistik over de studrendes gøren og laden, denne funktionalitet er ofte knyttet til de funktioner, der er i LMS, det vil sige, at hvis man kun bruger LMS til fildeling og beskeder, så vil ‘learning management’-delen af LMS ikke rigtigt fungere. I så fald er LMS kun et meget stort ‘udveklingssystem’.

Udfordring 2)

I kontorpakke-logikken kan Word ses som et værktøj til at lave undervisningsplaner, PowerPoint til at præsentere indhold og e-mail til at kommunikere. Man har lokale filer med planer og præsentaioner, som deles via LMS, hvilket jo er prakisk (for underviseren), men måske er det i konflikt med intentionen med de funktioner, der er i LMS og, måske endnu væsentliger, i konflikt med måden indhold deles og udvikles på inetværk.

 

Netværks- og LMS-logikken bygger ikke på lokale filer, det meste indhold er jo online og produceret online. Den konflikt jeg ser i dette scenario er, at underviserne forlænger den analoge verdens breve, bøger og tavler ind i en semi-digital verden i form af e-mail, digitale tekster og PowerPoints. Altså en forlængelse og ikke en forandring, hvilket måske forhindrer en egentlig udvilkling af strategier til at undervise og lære i netværk (se evt Celsi & Wolfinbarger 2002, Hoffmann & Hoffmann 2012, Martin 2010 mf.).

 

Så, min påstand her er, at kontorpakke-logikken er hæmmende for udvikling af en netværksbaseret praksis i LMS, der kan understøtte og udvikle de studerendes egne strategier for at lære i netværk.

Som eksperiment kan man prøve at give Word og PowerPoint en pause i ens egen undervising og se, om der opstår nye netværksbaserede praksisformer som naturlig forandring af undervisningen og som får funktionerne i platformene til at give mere mening.

Reklamer
Udgivet i Alt muligt, Digital didaktik, it i undervisningen | Skriv en kommentar

Facebook: et ekkokammer?

Rokeby Venus CCEn personlig beretning om mine oplevelser på sociale medier.

De algoritmer der styrer facebook og google, som understøtter de usynlige forretningsmodeller og som gør det hele ‘gratis’  er med til at skabe et ekkokammer, der forstærker det, vi allerede vidste.

På facebbok får jeg vist de ‘varer’, som algoritmen tror jeg er interesseret i at købe, jeg bliver præsenteret for de politiske partier, som mit netværk liker osv. Jeg bliver meget sjældet udfordret til at tænke nyt eller til at reflektere over det jeg ser.

På sider for klassiske Citroën’er er vi enige om stort set alt – selv at en 2CV er rimelig kollisionssikker set i forhold til andre 60er biler! De ekkokamre der findes på nettet er med til at begrænse udsynet og ekstremisere ekkokammerets deltagere.

Under valget blev jeg ikke mødt af DFere, der argumenterede mod alle de ‘røde’ i mit netværk, fordi der er kun få DFere i mit netværk. Under lock-out’en blev jeg kun mødt af lærernes side, igen fordi mit netværk er sammensat, som det nu er.

Det tror jeg er et problem, når nu en stigende del af os bruger sociale medier til at danne vores medierede forståelse af verden.

Allerede i 2010 skrev Videnskab.dk under titlen; Facebook-venner er vores nyhedsredaktører.

Sociale medier er med til at fastholde ‘menigheder’ omkring bestemte interesser og synspunkter. Jeg har flere gange noteret mig, at hvis nogen er uenige i 2CVens fortræffeligheder, eller i Antorinis uduelighed,  så bliver man subtilt eller eksplict opfordret til at diskuterer et sted, hvor man er enige med ‘menigheden’.

Derved bliver ingen klogere.

Udgivet i PhD proces | Skriv en kommentar

Når ræven vogter gæs…

Der er nok mange veje ind i forståelsen af its rolle i uddannelse og undervisning, derfor har jeg lavet en kategorisering med fire kategorier (som i øvrigt griber ind i hinanden i praksis). Der er it i uddannesen, som er institutionens udvalgte værktøjer og de strategier, der hører til deres udnyttelse. Der er it i faget, som er fagrelevante teknologier; excel og geogebra i matematik, idesign og PhotoShop i design, Q-base og garageband i musik osv. Der er it i undervisningen, som oftest er repræsenteret ved en eller anden form for præsentationsprogram i kombination med andre digitale, funktionelle læremidler. Og til sidst er der it i læreprocessen, som referer til den studerendes anvendelse af it i forbindelse med sine studier og i opbygningen af sin studiekompetence.   it i uddannelsen copy

Det har været formålstjenligt for mig at opdele arbejdet med it i ovenstående kategorier, fordi de enkelte områder er præget af forskellige diskurser, som påvirker måden hvorpå it giver mening i forskellige sammenhænge.

-It i uddannelsens-diskursen er nok semi-politisk, altså styret af udefrakommende input og krav. Denne diskurs har det syn på it, at de mekanismer, der får os til at føle os berigede af it i hverdagen også må kunne højne udbyttet af undervisningen.

-It i faget er styret af de udviklinger et givet fag måtte undergå i de professioner, hvor faget bruges. Det er vel en naturlig del af faget, at det udvikler sig i forhold til de teknologier, der anvendes i faget uden for uddannelsen og at fagdidaktikken udvikler sig i takt hermed.

-It i undervisnings-diskursen er derimod et generet fænomen, som vedrører alle undervisere (mere eller mindre), det er bl.a. ved udnyttelse af it i undervisningen, at underviserne kan ændre på de dynamikker der er i undervisningsrummet, hvis det er ønsket. Altså måden hvorpå der kommunikeres, stilles opgaver, gives feedback, samarbejdes osv.

Når snakken falder på anvendelse af teknologier, er det ofte i kategorien ‘it i undervisningen’. Det kommer meget hurtigt til at handle om det enkeltstående, fantastiske eksempel, som bevidner, at der er et stort uindfriet potentiale. Den situation; hvor undervisningens indhold, den pædagogiske intention, teknologiens affordans og de studerendes forståelse af situationen, får det hele til at blive til ‘noget andet’. Den situation, hvor underviseren føler at han/hun har fået udvidet sit repertoire og sine handlemuligheder katalyseret af teknologiernes affordans. Det er min erfaring at den situation er sjælden og måske en anelse overeksponeret. I praksis afstedkommer hele snakken om teknologier i undervisningsøjemed snarere ‘rigor mortis’ eller søvngængeri (i Neil Selwyns ord). Altså enten en bevidstløs lemmingeffekt eller en forstenet undervisningsopfattelse.

Måske er problemet i virkeligheden, at os, der arbejder med undervisning ser teknologi som noget, der bør være et organisk indslag i dialogbaseret undervisning.
Så vi laver nye kommunikationsformer i undervisningen (twitter, todaysmeet, socrative, google docs osv.), vi laver nye produktformer (video, mindmaps, præsentaiton osv.). Vi laver måske endda nye forberedelsesformer (internet fora i LMS, flipped classroom, videoassisteret forberedelse osv.). Men det it i virkeligheden kan er måske at systematisere feedback, at synliggøre undervisningens sigte, at vise den studerende mulige veje i undervisningen, at gøre evaluering enkel og anvendelig, at etablere en social strøm til læreprocessen osv.
Problemet med it som organisk indslag i dialogbaseret undervisning er, at det, i min erfaring, ofte tager lidt for lang tid, at det faglige kommer i baggrunden, at jeg tvinger teknologer til at være noget andet, end de måske egentligt er osv.
Grunden til at jeg heller ikke springer på idéen om it som systematiserende, synliggørende, dokumenterende faktor er, at jeg ikke vil være ‘læringsrevisor’ i et digitalt læringsregnskab.

Jeg tror, vi skal rammesætte snakken om potentialer, så potentialer kan indfries og ikke forblive potentialer. Jeg vil være mere opmærksom på hvilken diskurs potentialet er formuleret indenfor og slutteligt vil jeg tænke potentialet bredere end til bare at henhøre undervisningen. Jeg mener, at muligheden for at indfri potentialet i høj grad også ligger hos uddannelsen og hos den studerende.

Når den, der skal indfri potentialet, ikke ser og anerkender potentialet på samme måde som dem, der har identificeret potentialet, bliver det lidt som at sætte ræven til at vogt gæs.

Udgivet i it i undervisningen, PhD proces | Skriv en kommentar

Tendenser – brug af it i university college

Jeg er nu godt et år inde i mit treårige PhD-forløb og jeg har indtil nu fokuseret på teknologier, der potentielt set kunne få studerende til at lære mere. Altså teknologier hvis affordans og anvendelsesmuligheder katalyserer den studerendes læreproces.
Mine studier orienter sig nu også i retning af, hvordan undervisere opfatter hele teknologidiskursen i relation til deres egen undervisning og hvad der skal til for at få positive erfaringer med it som læringesfremmende element i undervisningen.

Foreløbige tendenser – anvendelse af it i undervisningen på university college:Online discussion
Empirien viser indtil nu: It som dialogforlængende mekanisme anvendes allerede med succes på flere uddannelser (online diskussion i LMS/Facebook). Denne anvendelsesform er både praktisk og pædagogisk (og kvardratisk) i det, at de stuerende får en kommunikationskanal som ikke ville eksistere uden it i netværk og fordi de får indblik og i deres medstuderendes læreprocesser. De studerende ser hinandens svar og spørgsmål i forummet og bygger videre på hinandens argumenter og skaber et ‘open source learaning stream’. Det er efter min mening et møsntereksempel på teknologianvendelse, der er enkel, praktisk og pædagogisk. Det kræver bare, at de studerende er nogenlunde selvstændige og at der er reel fysisk og tidslig distancen mellem underviser og studerende og mellem studerende og medstuderende. Der til kommer at det er en metode, der isolerer læreprocessen fra alt det andet mellemmenneskelig, der normalt foregår i undervisning. Så læreprocessen er intens, men også lidt ‘fattig’. Så de forløb hvor metoden virker er forløb, hvor der er noget andet som giver undervisningen fylde (praktik/klinik osv.)

Min empiri antyder, at en udløsende mekanisme for succes er underviseres Good-Experienceegne, positive erfaringer med selv at være blevet undervist i længere forløb på måder, hvor digitale didaktiske designs har virket katalyserende på læreprocessen. Undervisere med sådanne erfaringer vil nok også være mere tilbøjelig til selv at eksperimentere med lignende didaktiske designs i deres egen undervisning, ser det ud til.

Tendenserne fra min empiri viser at it i selve lektionerne har nogle gennemgående fordele for underviseren;youtube expert ted

-man kan trække ‘eksperter’ ind via videoklip fra nettet.
– man kan trække praksis ind via videokonference  og derved føre dialog mellem studerende og praksispersoner ‘live’ i undervisningen.
– man kan udnytte studenterresponssystemer (Socrative) til at engagere hele holdet.
– man kan selv lave videoklip til videounderstøttet forberedelse.
– man kan dele digitalt indhold
– at vi har en platform (LMS), der indeholder et fælles repertoire af muligheder, som der er konsensus om at bruge.

Empirien har synliggjort flere forskellige opfattelser af, hvad it skal bidrage med i undervisningen.

1) en opfattelse, der er optaget af de funktioner, der gør noget nemmere, hurtigere, mere præcist, delbart og dokumenterbart. Alt samlet et sted, hvorfra det aldrig bliver væk (digitale test, digitale tekster, digitale noter osv.).
2) en opfattelse, der er optaget er selve erkendelsoptentialet i at arbejde med it i undervisningen, altså spørgsmålet; lærer nogen mere i et digitalt didaktisk design end i et analogt?

Den første opfattelse kan bruges som argument for at inddrage meget it i undervisningen, den anden kan bruges som modargument for den første.

Men i virkeligheden bør de to opfattelser nok samtænkes til en syntese som stiller spørgsmålene;

– hvordan lærer mine studerende mere i et givent digitale didaktiske design?
– hvad skal mine studerende gøre for at udnytte erkendelsespotentialet i denne teknologi? Altså hvilken ny studiekompetense skal de studerende arbejde mod.
– hvordan kan mine studerende udnytte at alle ‘ingredienserne’ til læreprocessen er lagt frem på køkkenbordet i forvejen, altså at de studerende har ressourcerne lige ved hånden?

Hvad viser empirien om de studerende?
De studerende tager noter på computer/tablet og har ikke helt som mange ekskurser til facebook, som jeg med skam må erkende, at jeg troede, de havde.
50424_webns917evernotepicao

Foreløbige observationer viser, at omkring en fjerdedel af de studerende tager første ekskurs 15 minutter inden i lektionen og at ekskursen varer ca. 2-3 minutter hvorefter opmærksomheden igen er rettet mod undervisningen.

Anden ekskurs indtræder ca. 35 minutter inde i lektionen og her er det ligelede ca. en fjerdedel af de studerende. Intervallerne passer meget fint med, hvad forskningen siger om opmærksomhedsvinduers længde.
Jeg antager, at de studerendes behov for ekskurser er størst i undervisning, der er præget af underviseroplæg, men jeg ved det ikke endnu.

De studier jeg har lavet indtil nu peger på, at it, og i særdeleshed mobil teknologi, kan katalysere læreprocesser hos den lærende, men kun hvis den lærende er en aktiv del af processen. Det er ikke nødvendigvis læringsfremmende at have adgang til undeviserens powerpoint, videoklip og andre veltilrettelagte, digitale ressourcer, hvis den studerende ikke selv bringer ressourcerne i spil.

Det vil sige, at læring i et digitalt didaktisk design kræver meget energi for den lærende, mindst lige så meget som i et analogt set-up. Men til forskel fra det analoge set-up, så giver de digitale ressourcer (powerpoints, artikler osv.) sig ud for at være noget værd i sig selv. Man kunne foranlediges til at tro, at den blotte adgang til ressourcer fremmer læringen. Ressourcesamlingerne kan derved blive falske repræsentationer af viden, som man kan tro den lærende besidder, fordi adgangen til ressourcer er blevet nemmere, multimodal og effektiviseret.

Jeg tror, at vi med fordel kan tænke vore erfaringer med ‘det lærende menneske’ sammen med teknologi. Altså på retroduktivistisk vis forsøge at forudsige, hvad der skal til for at en studerende lærer noget og derefter sætte det, vi måtte tænke os frem til, i en teknologisk kontekst. Det kunne være at udnytte moilteknologi til at lave individuelle og delte læringslogs, at bruge samarbejdstjenester til at skabe praksisfællesskaber, at bruge teknologien til at udløse ressourcer ud fra japanske produktionsrationaler (Just inTime JIT) osv.
Mulighederne er mange og kun nysgerrigheden (og netværket) sætter grænserne.

Udgivet i it i undervisningen, PhD proces, University College Digitalitet | Skriv en kommentar

Potentialet, der forblev et potentiale – om paradokser på vejen mod digitalitet i undervisningen

Usammenhængende strøtanker… 🙂

Når vi investerer penge og tid i teknologi til undervisningsverdenen, gør vi det nok, fordi vi tror, web20teknologierne indeholder et potentiale til at gøre noget bedre? Vi ved nok ikke helt, hvad teknologierne skal gøre bedre, men overordnet håber vi nok, at flere lærer mere med teknologierne end uden?

Litteraturen på området beskriver stribevis af cases, hvor Web 2.0 webtjenester, iPads osv. transformerer undervisningen i en mere digital retning, hvor vi udnytter webtjenesternes transparente karakter til at skabe autentiske læringssituationer, som udnytter digitale kommunikations- og samarbejdsformer og internettets informationsmængde.

Web 2.0 webtjenester bygger på den underlæggende præmis, at brugeren er interesseret itransparent den tranparens, som er hele fundamentet for web 2.0 tjenesterne. Hvis brugeren ikke er interesseret i at blive et digital voyeurobjekt, vil web 2.0 tjenesterne ikke give meget mening. Dermed forsvinder potentialet for at lære via web 2.0 tjenester, mener jeg. Selvom der findes løsninger som Skoletube og sikkert andre lukkede web 2.0 miljøer  er det stadig problematisk, fordi det besværliggør feedbackprocessen.
Web 2.0 er efter min mening grundlæggende en elitær kommunikationsform, fordi det stiller store krav til den, der laver indholdet. Web 2.0 tjenester sender et signal om, at alle kan bidrage og være med, men det kan alle bare ikke, når det kommer til stykket.
For at være med i et diskussionsforum skal man, som minimum, kunne stille et spørgsmål, hvilket kræver en del indsigt. For at nogen skal kunne bruge ens sociale-bookmarks eller tweets til noget skal de være interessante. Det er IKKE for alle!

Er der et læringspotentiale i at bruge web 2.0, social-bookmarking, online fora, blogs osv. som funktionelle læremidler, ja ganske sikkert. Men potentialet er knyttet snævert sammen med, om de lærende har noget at byde ind med og om de er villige til at være transparente i deres læreproces.

Når vi investere i og taler om it i undervisningen er det nok potentialerne fra den ukritiske, optimitiske diskurs og de cases litteraturen beskriver, vi håber at kunne indfri. Når potentialpotentialerne så i mange tilfælde ikke indfries, påpeger Katarina Player-Koro (PhD Göteborg Universitet), at det ofte italesættes som underviserens skyld, it-vejlederens skyld, det trådløse internets skyld, elevernes/de studerendes skyld. Der er et svigt et sted i kæden og det er aldrig den potentielt fremragende teknologi der svigter, siger hun. Det er jo bevist i cases fra litteraturen, at det kan virke!
Jeg er tilbøjelig til at give hende ret. Jeg tror, vi mangler en anerkendelse af, at det tager tid at få opnå literacies og ny teknologiforståelse og at der bør måske være en vis rationel karensperiode på nye teknologier, inden de implementeres i undervisningen. Sårbare, dyre uafprøvede teknologier (iPads, Interaktive tavler osv.) bør nok finde et afbalanceret anvendelsesområde, inden man investerer bredt i sådanne teknologier. Selvom de interaktive tavler har 25 års-jubilæum i år er det stadig ret nyt at bruge dem i pædagogiske sammenhænge. De blev udviklet som et præsentationsværktøj til sælgere i slutningen af 80erne, men midt i 00-erne blev de solgt som et pædagogisk værktøj, hvilket det også er blevet i indskolingen mange steder. Men udover indskolingen (og specailuv.) synens potentialet meget begrænset (se UCCs undersøgelse her), specielt set i lyset af andre interaktive muligheder i klasserummet. I stedet for købe producenternes dyre responssystemer kan man bruge andre bedre, gratis alternativer (Socrative, Infuselearning osv.). I stedet for at skrive på samme side i Smart Notebook, kan man dele et dokument, en tegning, et mindmap, en post-it tavle (linoit osv.). I det store hele har jeg dømt den interaktive tavle ude i min egen undervisning, samtidig skal det siges, at jeg ser mange kreative indskolingslærer, der får en masse ud af tavlerne i dere undervisning. Men min konklusion er, at hvis vi havde givet de interaktive tavler en 5årig karansperiode (fra 2007-2012), havde vi vidst mere om, hvad den kan og ikke kan og måske sparet tid og penge.
Som modstykke til iPads og interaktive tavler har vi et udvalg af robuste samarbejdstjenester, som har skabt en stille evolution i undervisningsverdenen. Google aps, Live@edu (nu Office365, Skolebordet.dk) osv. har været fremme i mange år (Google docs feb. 2007). Det er robust afprøvet teknologi, som muliggør andre samarbejdsformer i undervisningen med billig, driftsikker teknologi. Og hvis man er ked af hele google-lever-af-dine-data-misæren, kan man jo betale skolebordet.dk for at levere en Office365 løsning, hvor forretningsmodellen er lidt mere gennemskuelig.

Og det fører os til det, jeg mener er et paradoksalt forhold, nemlig, at for at kunne overføre idéerne fra den optimistiske diskurs og de cases, litteraturen beretter om, må alle implicerede have indtrådt i samme digitalitet (Negroponte) og der er en forholdsvis lang vej fra simpel inddragelse af it i undervisningen, til mere kreativ udnyttelse af forskellige teknologiers affordans. I den første, simple fase er det sjældent meningsfyldt at spørge; ‘jamen lærer de så mere, af det her?’. Svaret vil ofte være; ‘næææ, måske ikke‘. Men hvis man ikke arbejder løbende og progressivt med it-inddragelsen i undervisningen vil springet fra det simple til den kreative, transformative anvendelser af teknologier nok blive en elitær øvelse, som kun få lærende kan få udbytte af.

Hvis vi eksempelvis siger, at det er væsentligt at en elev eller studerende skal opnå meta-kognitive strategier til at lære  at lære i netværk, hvilket er en af de ‘literacies’ James Paul Gee angiver som vigtige lige nu. Så tror jeg, det kræver en længere erkendelsesproces, hvor man får opbygget et trygt læringsnetværk og samtidig etablerer kommunikationskanaler (Edmodo, Schoolology, MobileDiary osv.) og kommunikationsformer, som understøtter en vis transparens i lukkede og trygge rammer. Det kunne være en ‘læringsstrøm’ i en Edmodo gruppe, hvori hele klassen/holdet logger læringshændelser (svar, spørgsmål, forvirring, usikkerhed – på vejen mod læringsmål). Alle lærende poster egne læringshændelser og beriger andres læringshændelser i et lukket, men transparent miljø. Herved kan vi træne metakognition og digitalitet i et trygt netværk og måske se et glimt af det læringspotentiale netværkslæring rummer.

Det korte af det lange er, at det tager lang tid at opnå en frugtbar færdigheder indenfor nye teknologier. Det har taget flere hundrede at gøre traditionel skriftlighed til en almindelig, frugtbar færdighed og måske skal det også tage bare et par årtier at opnå teknisk færdighed og udtrykskompetence til at udnytte nye teknologier? Måske er vi lige hurtige nok til at udråbe vidundere og revolutioner?

Bill Gates er citeret for at have sagt, at vi overvurderer de nye teknologiers indvirkning på os på kort sigt, mens vi samtidig undervurderer ældre teknologiers påvirkning af os på længere sigt.

Jeg tror, jeg vil give ham ret i den forstand, at mange digitale megatrends indenfor iwbuddannelsesverdenen efter min mening er overvurderede. Mens andre er undervurderede, fordi de ikke er umiddelbart nemme at anvende (Google apps i starten, måske), eller fordi de ikke anses som nye, måske?

Jeg tror, at nedenstående er overvurderet i undervisningsøjemed:
Tablets/iPad
Web 2.0 (Social-bookmarking, kommentarfunktioner, blogs osv.).
Sociale medier
Smartphones (generelt)
Omnipotent onlineness
Værdien af data (Big data, learning analytics, digital positivisme)
At noget tilsyneladende er gratis!
Nettets demokratiske natur

Jeg tror, at nedenstående er undervurderet i undervisningsøjemed:
Augmented reality
Internettet
Diskussionsfora
Personlig læringslog på smartphone (MobileDiary, Edmodo, Schoolology)
Wiki
e-mail
SMS
Samarbejdstjenester (Google, Live, Mind42, Prezi osv.)
Delingstjenester (Dropbox, iCloud, Google, Live osv.)
De hyperkommercielle markedskræfter der styrer, hvad der defineres som ‘gratis’ (google)

Indenfor offentlig forvaltning og virksomhedsorganisation repræsenterer teknologierne ofte mulige rationaliseringer (eDag , eDag2, e-boks, e-tingbog osv.), som gør arbejdsgange lettere, nemmere og hurtigere (når systemerne altså virker: Don’t mention Politiet, Amanda og journalsamkøring i sygehusverdenen).

Indenfor undervisningsverdenen er parolen; lettere, nemmere og hurtigere bare ikke et toomuchtechnomål i sig selv. Læring er en energikrævende, individuel proces, som kræver at den lærende indgår med krop og hjerne i individuelle og fælles aktiviteter (med eller uden it). Læreprocessen kan godt være mere eller mindre effektiv, men det afhænger af underviserens faglige, didaktiske og pædagogiske indsigt og kompetence og af de lærendes motivation og faglige og personlige udgangspunkt. Teknologi kan (og bør) have en rolle i læreprocesser, men omfanget og måden er helt afhængig af underviseren og de lærendes teknologiforståelsesniveau og ikke mindst af læringsmålene for undervisningen og ikke hvilke megatrends, der raser hen over internettets glatte overflade.

 

Udgivet i it i undervisningen, PhD proces, University College Digitalitet | Skriv en kommentar

Vejledning med it og medier – fra funktion til relation.

Didaktiske it-vejledere eller forandringsagenter?Billede

De fleste skoler, ungdomsuddannelser (STX, HTX, HHX osv.) og videregående uddannelser arbejder med en eller anden form for vejlederstruktur i forbindelse med anvendelse af it og medier i undervisningen. Denne vejlederstruktur kan have mange navne; it-vejleder, didaktisk-it-vejleder, tech-tutor, mediepatrulje, it-studieassistent osv.

Fælles for vejlederstrukturen er, at den er udgjort af et individ eller en gruppe af individer, der har fået en funktion på uddannelsesinstitutionen. De har ofte gennemgået særlige kursusforløb, hvor relevante teknologier er blevet behandlet og indtænkt i en undervisningssammenhæng.

Historien er tit den samme; individerne i vejlederstrukturen er virkeligt dygtige og udvikler sig, men organisationen udvikler sig ikke og  lærer ikke sønderligt meget. Det er der sikkert mange grunde til, men en af dem er, at der fokuseres på individ og funktion. Vejlederstrukturens virke knyttes ofte direkte til de abonnementer (og dimser) institutionen har og dermed til den funktion, der ligger i dimserne og de læremidler, der er abonnement på. Det medfører, at vejlederstrukturen tilbyder kurser/workshops i de pågældende læremidler/dimser og deres anvendelse.

Det mener jeg er en forkert tilgang til kulturforandring i en organisation.

social-network_illu_farbig

Vejlederstrukturen bør være et forandringsagentur. Et netværk af relationer, der kan skabe forandringer i organisationen.

I praksis betyder det, at vejlederstrukturen afløses af forandringsagenter. Forandringsagenter viser ikke, hvordan eksempelvis Google Apps virker, eller de seneste iPads apps på et lærermøde. De laver ikke ydelseskataloger med lister over de ressourcer institutionen råder over. De laver ikke fyraftensmøder med it-pædagogiske temaer.

De laver relationer til kollegerne. De går ind i de organisationsenheder der findes (årgangsteam, faggruppe osv.). Og i de organisationsenheder skaber de forandring. Der er fokus på refleksion, handling og forandring.

Forandringsagenten inviteres med på faggruppemøde og laver ‘lesson studies‘ med kollegerne. I de ‘lesson studies’ vil der ganske sikkert komme digitale temaer op, som forandringsagenten skal kunne kvalificere, men det er ikke temaet for gruppens ‘lesson study’.

Forandringsagenten inviteres med på teammøde og laver ‘aktionslæring‘ med teamet. Mens kollegerne reflekterer over undervisningsudfordringer og italesætter disse, vil der sikkert opstå behov for at skakke om digitale muligheder, men det er ikke temaet.

Alt sammen med det fokus at skabe en kollegadreven forandring. Vejlederstrukturen skal blot katalysere forandringen.

Hvis vi fortsætter med det funktionsorienterede blik på vejlederstrukturen kommer den massive satsning på isenkram i undervisningssektoren til at give vanskeligheder. Vi er nødt til at skabe et ‘digitalt habitat‘ omkring læreprocessen. Et habitat, hvor læring trives og hvor ny viden og erkendelse skabes. Det skabes kun hvis vi fjerner fokus fra ensidige funktionsorienterede indsatser (interaktiv tavler,  GPS-løb, CD-ord osv.) og i stedet skaber digitale habitater i undervisningsrummet. Et godt eksempel er ‘den digitale tarzanbane‘.

Når manden med leen siger, at han har ændret sit navn til ‘Forandringsagent’ er det et godt billede på, hvad vi ikke skal gøre, nemlig at ændre sproget, men fortsætte praksis. Vi skal gøre begge dele. Nyt sprog, ny praksis.

Udgivet i Digital didaktik, it i undervisningen | Skriv en kommentar

Digital dannelse – hvad er det egentligt?

Jeg har noteret mig, at anvendelse af teknologier i undervisningen ofte har et meget produktionsorienteret sigte. Billede med CC licens
Enten er det underviseren, der producerer formidlingsmateriale (Powerpoint, Prezi osv.) eller også er det de lærende, der producerer tekst, video, mindmaps, sammesatte udtryk. Og at anvendelses af teknologier i sig selv anses for at være dannende.

Og samtidigt at det, at de lærende bruger teknologier til hvad som helst, kvalificerer dem til at bliver ‘gode’ borgere på sigt. Det er sikkert også rigtigt, at den der kender til anvendelse af teknologier generelt ikke førler sig fremmedgjort af et samfund, der er teknologifikseret. Men dannelse er jo langt mere end det.

Den egentlige dannelse ligger efter min opfattelse i, at den lærende forstår, hvordan han lærer, hvordan han erkender og hvordan viden produceres, dels i individet og i fællesskabet. Den lærende skal forstå den rhizomatiske karakter, viden har i det post moderne netværkssamfund.

Den lærende skal viden, at det er ham alene, der kan åbne sig for noget nyt og få erfaringer. Underviseren spiller en (stor) birolle i processen, men selv i et mesterlæreforløb er underviseren kun rammesætter og ressource. Den lærende skal vide, at alle byggesten til alverdens viden ligger for hans fødder. Og endnu væsentligere, så skal han vide, hvordan man finder de rigtige byggesten og hvordan de kan stables til en videnskonstruktion.

Det har intet (direkte) med færdigher i PowerPoint eller Prezi at gøre, eller om man har 10 eller 100 iPads eller smartphones. Det handler om at forstå, hvordan viden går fra hoved til hoved i et uendeligt net af noder på i ahierakisk net af filantropi, det handler om at vide hvordan man kan udnytte teknologier til at understøtte sine egne læreprocesser. Det handler om at opbygge et velfungerende ‘personligt læringsmiljø’.

Det handler også om at vide hvilke ‘menneskeprocesser’ man har eksternaliseret og hvad denne eksternalisering har kostet på bevidsthedskontoen og hvad vi har fået ud af det.

Måske har man ofret sin håndskrift til fordel for at være lynhurtig på SMS’en. Måske har 3268690032_12bf4671cd_oman ofret sin stedsans til fordel for GPS’en. Måske har man ofret sin fornemmelse for egen hukommelse til fordel for kodehuskere i browseren, kontakter i telefonen og aftaler i Outlook. Måske har man ofret sit nærvær i rummet til fordel for hurtig information på sin mobile enhed…Er det digital dannelse?

Det mener jeg ikke det er, tvært i mod mener jeg, at det måske tenderer misdannelse. De lærende skal introduceres til et meta-niveau for læring så tidligt som muligt og de skal være bevidste om teknologiernes muligheder og faldgruber. De skal have strategier for, hvordan de kan bliver bevidste om deres egen læreproces. De skal vide; hvad lærer jeg, hvordan lærer jeg det, hvorfor lærer jeg det, hvordan kan mine erfaringer danne stillads for nye erfaringer. Og væsentligst af alt, hvordan kan jeg samvirke med mine ‘peers’ i klasserummet, i hjemmet, i fritiden og på internettet til at lære mere.

et eksempel på en der er gået fra arbolisk til rhizomatisk lærende:Med CC licens
Måske kender vi allerede historien om Tabby Lou? Hun var en midaldrende amerikansk dame, som havde mistet sit job pga. en skulderskade. Hun var træt af sin situation, da hun gerne ville være på arbejdsmarkedet nogle år endnu. Tabby havde et barnebarn, som ofte besøgte hende. Barnebarnet spillede Sims, mens hun besøgte Tabby. Og en dag siger barnebarnet; ‘Kan du ikke lave noget lilla modellervoks til mig’. Tabby siger jo og begynder at lede efter en opskrift, men det var ikke virkelig modellervoks, hun mente. Det var modellervoks i Sims.

Det kunne Tabby selvfølgeligt ikke hjælpe hende med. Da barnebarnet var gået igen, begyndte Tabby alligevel at søge på nettet efter ‘Lilla modellervoks Sims’ og snart var hun på et forum for udvikling af Sims elementer. Her stillede hun spørgsmålet; ‘Hvordan laver man lilla modellervoks?’. Straks kom en stribe svar, som alle hjalp hende til at lære, hvordan hun skulle lære at lave det. Efter nogen timer kunne Tabby selv lave lilla modellervoks til sit barnebarns sims verden.

I Tabbys proces skete flere ting; blandt andet blev hun bevidst om, at hun kunne lære gennem virtuelle netværk, hvis de responderende noder var gode ressourcer. Hun lærte, at hun selv havde muligheden for at lære på egen hånd, når bare hun vidste hvilket vidensnetværk (internetforum) hun skulle adressere. Hun lærte, at hvis hun kan lave lilla modellervoks på baggrund af vejledning fra et internetforum (video, billeder, tekst og tekstdialog), så er der meget andet hun også kan lære ved hjælp af samme strategi. Tabbys tilfælde er dog ikke repræsentativt. Der var nemlig noget på spil for Tabby – et genfundet formål med sin egen eksistens. Det er sjældent, at der er så meget på spil i læringssituationerne på landets uddannelsesinstitutioner, men alligevel :-).

En forsigtig og personlig definition på dannelsens digitale side kunne lyde, at dannelse også drejer sig om at metareflektere over tilblivelsen af viden i digitale sammenhænge (indivudelt og i fællesskabet). Det drejer sig om at kunde lede efter, finde, filtrere, organisere, vurdere, dokumentere og remediere digitale informationer. At bruge virtuelle og virkelig netværk til læring. At være bevidst om, hvornår hvilke teknologier beriger læreprocesserne og hvordan. At vide hvornår og hvordan teknologier katalyserer den individuelle fordøjelse af information til viden. Og at handle og træffe beslutninger på baggrund af den bevidsthed.

Inspiration:
Deleuze & Guattri: 1000 Plateaus
Wenger, White og Smith: Digital Habitats

Udgivet i Digital didaktik | Skriv en kommentar

Hvornår har jeg lært noget? Qualifying the Quantified self

Hvor bevidste er lærende egentligt om deres egen læreproces? Man starter på at lære noget nyt og på et tidspunkt er man blevet bedre til det, men hvornår og hvordan skete det? En elev i folkeskolen starter på at lære at læse og skrive dansk i o. klasse, men hvornår er det lært? Undersøgelser har vist, at de fleste mener, at de har lært det, når man nogenlunde sikkert kan afkode, forstå og producere skriftsprog. Det sker oftest omkring 3. klasse.

Men har man så lært at læse og skrive? Er læreprocessen til endebragt – nej, det den jo ikke! Og det ved vi godt, men det er bare første indikator på, at der er sket læring. Hvad er næste indikator? Ja, næste indikator er måske, at vi i 6.-7.-8. klasse undrer os over at eleverne ikke er særligt gode til at forstå, det de læser. Vi har måske manglet nogle synlige læse/skrivekompetenceindikatorer i perioden fra 3. til 7. klasse? Det samme gør sig nok gældene i flere af skolens fag.

Synlige indikatorer på læring er vel defineret af måden vi evaluerer og eksaminerer på. Vi tjekker forskellige faglige kompetencer i pisa, nationale tests og afgangsprøve. Men det er en institutionaliseret og udefrakommende måling, som fratager eleven beslutningskraft i sin egen læreproces.

Den lærende skal selv lære at mærke indikatorer for læring, den lærende skal selv kunne udtrykke, når der er lært nyt (stort eller småt). Den lærende skal vide at læreprocessen er et partnerskab, hvori den lærende har den største andel. Skolen, universitetet, klassekammerater, forældrene og lærere har på hver deres måde også del i partnerskabet, men er kun den lærende selv, der kan lære noget for sin egen skyld! Læreprocessen kan og skal efter min bedste overbevisning ikke eksternaliseres.

Qualifying the Quantified self

Ovenstående overvejelser har fået mig til at tænke på hele ‘self-tracking’ fænomenet. Folk tracker gerne deres motionsvaner, spisevaner, søvnrytme osv. Sikkert i håbet om, at dokumentationen og synligheden vil kunne hjælpe dem til at gøre noget bedre. Alt sammen måske et forsøg på at generhverve lidt bevidsthed i hele bevidsthesafkoblingen, som man kan frygte, at disse års ‘big data’ muligheder foranlediger. Vi kan kun finde vej med GPS, vi kan kun huske koder, hvis de huskes af computeren, vi kan kun huske telefonnumre, hvis de er i telefonen, vi kan kun styre vores diæt, hvis vi bruger en smartphone, vi kan kun dyrke motion, hvis vi ved hvor længe og hvor hurtigt vi har løbet, vi kan kun skrive digitalt, vi kan kun stave med stavekontrol osv. Det hele er jo egentligt vældig filantropisk i sin grundsubstans – teknologi der vil hjælpe mennesker til at nå mere. Men det er virkeligt let at tro, at dataindsamlingen i sig selv er noget værd. Det vil jeg påstå, at den ikke er!

Den løbetur ‘Endomondo’ på står var min bedste, husker jeg måske ikke som den bedste. Måske var det en lille hyggetur, hvor jeg blev opslugt af teksten til Dylans ‘Don’t think twice’ (I Mike Ness’s udgave), der var den allerbedste. Ness synger hæst: ‘ I gave her my heart – but she wanted my soul’…

Og det er virkeligt let (og nok letsindigt) at tro, at den færdighed teknologien har overtaget trygt kan aflæres af os (stedsans, håndskrift, hovedregning osv.). Forskningen viser allerede, at håndskrevne noter og papirlæsning finder letter vej til arbejdshukommelsen end computerskrevne noter og skærmlæsning. Se mere her.

Selvom læring er eksistentiel udvikling og ikke en konkurrence om hurtigløb, er der måske alligevel noget i alt det her, der kan bruges til noget i en undervisningssammenhæng. De lærende har næsten alle en smartphone på sig 99% af tiden, de er optaget at bruge den til personlige og sociale formål, men tænker den måske ikke som et læringsredskab. Derfor har jeg forsøgt at sammentænke smartphone og læringsbevidstgørelse. Egentligt ville jeg forsøge at udvikle en app, men så sporede min gode kollega, Christian Wahl, mig ind på kombinationen af twitter og google. TAK for det.

Twitter og google regneark

De studerendes opgave er at tweete, når de støder på noget de ikke vidste. Det kan være et nyt ord, en ny sammenhæng, en ny erfaring osv. I ‘bagbutikken’ har jeg sat et google regneark til at ‘høste’ alle tweets med det hashtag, vi har besluttet at bruge. Så mit regneark ‘høster’ og samler automatisk mine studerendes tweets en gang i timen.

Antagelsen er: Hvis vi skaber en lille synlig proces omkring hver lille, ny, relevant information i den lærendes undervisningssituation, vil den lærende kunne huske den nye information og senere kunne processere den til viden.

Den lille synlige proces er; at lave et tweet om den nye information og hvad den kan bruges til. Eksempel fra min undervisning i går: Jeg bruger ordet ‘epiphany’ – hvorefter en studerende tweeter ‘word of the day epiphany: åbenbaring’. Den studerende har altså mødt ny information, som blev processeret og nu allerede er på vej ind i hans ordforråd.

Hvis han kun havde slået ordet op, ville nok han have glemt det sekundet efter.

Qualifying the Quantified self

Men den helt store gevinst er, at næste gang jeg har en vejledningssession med en studerende kan vi kigge på, hvad han/hun har tweetet og i hvilken udstrækning disse tweets er indikatorer på læring. Altså har twitter-learning-trackingen medført øget læring og større bevidsthed om egen læreproces. Dermed bliver twitter-learning-trackingen et bedre evalueringsredskab for mig og de studerende, end hvis de studerende blot havde lavet deres egen proces på den nye information i OneNote eller på papirblokken.

Twitter som omdrejningspunkt for et praksisfællesskab (COP)

Når de studerende er blevet fortrolige med at tweete om egen læring skal de begynde at følge hinandens tweets. Derved bliver den ene studerendes erkendelse måske starten på en anden studerendes undren.

Note til metode:
De lærende bør lave en ny twitter-konto til formålet, så deres eventuelle følgere ikke tror de er blevet mærkelige :-).
De lærende bør installere appen til twitter, så det er så let som muligt at tweete.
Underviseren skal have sat et google regneark op til at ‘høste’ det ønskede hashtag.

Klik her for at se den vejledning jeg har brugt

I forlængelse her af vil jeg gerne anbefale Anders Høeg Nissens nye (maj 2013) bog: ‘Det man måler er man selv – data, dimser og drømmen om et bedre liv’.

Læs meget mere om Anders Høeg Nissen og hans quantified self eksperimenter her.

Udgivet i Digital didaktik, PhD proces, University College Digitalitet | Skriv en kommentar

Google i undervisningen (Chromebook)

Jeg har nu haft en Chromebook (Samsung 5) i et stykke tid og forsøgt at anvende den til de fleste arbejdsopgaver. Og overordnet betragtet er det en stor succes. Chromebooken løser de fleste dagligdagsopgaver hurtigt og nemt, så længe man har god netforbindelse og adgang til cloudtjenester, der kan løse de tungere opgaver (billed-, lyd-, og videobehandling).

Exchange app’en virker endda med kalender deling og det hele (kræver dog en user-agent-switcher i Chrome).

Alt i alt en dejlig lille computer!
Man hvad kan den bruges til i undervisingen?

Der er en masse praktiske fordele:
En Chromebook er ikke personlig
En Chromebook (samsung S5) er hurtig, let og har lang batteritid (5-6 timer)
En Chromebook (samsung S5) har god skærm.
En Chromebook (samsung S5) her et fint tastatur, når man vender sig de ‘nye’ taster.
En Chromebook (samsung S5) koster ca. det halve af en iPad.

Alle disse ting gør den meget anvendelig i folkeskolen. Eleverne har fuld skriveoplevelse. Eleverne kan producere de fleste typer medieprodukter, eleverne kan arbejde på en hvilken som helst Chromebook, de behøver ikke at have deres egen og de behøver ikke altid en hver. Eleverne kan arbejde videre med produktionsopgavere hjemme på hjemmets PC eller MAC. Eleverne har altid deres arbejde med sig.

Læreren kan vise digitalt indhold på klassens projektor via HDMI-stikket (man kan få en lille HDMI-VGA adapter). Men i de fleste tilfælde vil den interaktive tavle ikke virke.

Chromebooken er jo et stykke skræddersyet hardware, som er tilpasset ekstensiv brug af cloudcomputing og googles webressourcer (eller for den sags skyld Microsofts Live tjeneste). Så det er helt oplagt at google dokumenter, regneark, præsentationer, tegninger, formularer, kort osv. kommer til at få en central placering i undervisningen.

Det interessante er nok ikke, at vi har et cloudbaseret skriveredskab (regne-, tegneredskab osv.), men snarer at vi har mulighed for at samarbejde i alle produktionsformer.
Google maps sommer

Altså fælleskabsskrivning osv.

Men endda også fællesskabs-kortkreation.
Og det er genialt. Eleverne/de studerende kan lave deres egne kort, eller arbejde videre på lærerens kort. Det kunne eksempelvis være i forbindelse med religionsundervisning, hvor elever/studerende kunne lave kort, der viste de geografiske stede, der blev omtalt i teksterne. Læreren kunne lave et kort, der kunne danne udgangspunkt for elevernes/de studerendes videre arbejde. Opgaven kunne være, at placere bibelske lokationer på kortet med en kort beskrivelse af lokationen og de begivenheder, der har ført til, at lokationen har fået en plads i Biblen. Hver gruppe kunne repræsentere forskellige dele af Biblens steder og man kunne derved skabe et overblik i fællesskab. Mulighederne er mange 🙂

Samlet set er en Chromebook genial i folkeskolen. Dog forudsat, at skolen har stabilt net, adgang til Skoletube eller lignende. Og at Chromebooken kan kombineres med en eller anden form for mobil enhed, så man kan arbejde med lyd-, billed- og videooptagelse overalt. Og så man kan arbejde med Q/R koder osv.

Note:
Med en Chromebook er man ‘gift’ med google, hvilket kan være et informationsetiskproblem. I google er brugeren ‘produktet’ og det bør man nok diskutere væsentligheden af ude på skolerne. Google er ‘gratis’ fordi google kan bruge de brugerstatistikker brugerne generer til videresalg. Og det er vel egentligt en slags maskeret reklamefinanciering.

Skriv endelig om jeres erfaringer med Chromebooks i undervisningen i kommentarerne.

Udgivet i it i undervisningen | Skriv en kommentar

Teknologier i undervisningen på Læreruddannelsen

Hvor skal Læreruddannelsen placere sig i teknologikapløbet?

Skal vi være foran? Altså være dagsordenssættende når det gælder anvendelse at teknologi i folkeskoleundervisningen.

Skal vi hænge på? Altså observere skolerne og forsøge at følge med og inddrage de mest relevante teknologier i læreruddannelsesundervisning.

Skal vi koble af? Altså holde fokus på pædagogisk filosofi, didaktik, praksis-teori relationen, faglighed og relationskompetence.

På Læreruddannelsen UCN har vi arbejdet med interaktive tavler, iPads, Mikroværkstedets pakke, Clio Online, Skoletube og nu også ChromeBooks.

Vi har forsøgt at holde fokus på de teknologier, der kan katalysere læreprocesser. Derfor er vores omdrejningspunkt at analysere teknologiernes potentiale som funktionelle læremidler. Analysearbejdet er dobbeltsigtet; på den ene side drejer det sig om at kigge på teknologiernes anvendelighed i læreruddannelsesundervisning. Og på den anden side drejer det sig om, at kigge på teknologiernes anvendelighed i folkeskoleundervisning. Det har vist sig, at der er stor forskel på, hvordan teknologiernes affordans kommer i spil i de to uddannelsesformer. For at undersøge disse forskelle og for at kunne inddrage relevante teknologier i både læreruddannelsesundervisning og i de studerendes praktik i folkeskolen, har vi startet et større teknologiprojekt på Læreruddannelsen.

Projektet lægger op til, at vi analyserer og afprøver mange forskellige teknologier. I praksis er det dog kun blevet til iPads og Chromebooks.

Vi ville gerne har haft andre produkter i spil (Microsoft RT, Android Tablets osv.), men eftersom skolerne omkring os primært eksperimenterer med iPads og ChromeBooks, har deltagerne i projektet valgt disse produkter. Og dermed altså ikke nødvendigvis fordi iPads og ChromeBooks er de bedste produkter, men blot fordi de er de mest anvendte produkter i vores nærområde. Dertilkommer at mange undervisningsapps kommer først (og måske kun) til iOS.

Projektet samler erfaringer med anvendeligheden af produkterne og samtidigt giver det de studerende kendskab til, hvordan produkterne kunne bruges i deres egen undervisning i praktikken.

Allerede nu kan vi sige, at ChromeBooken vidner på praktisk anvendelse i en hektisk folkeskoledagligdag. Let, billig, hurtig, nem at administrere, store produktionsmuligheder, næsten fuld weboplevelse (- JAVA). På den negative side kan man sige, at det måske er problematisk af gifte en skole med google?

Om iPads kan vi sige, at den berøringsfølsomme skærm gør det muligt at manipulere skærmens elementer direkte. Det åbner for åbenlyse fordele i indskolingen, men det bliver måske en hemsko i mere komplekse brugerflader? iPaden indeholder også alle de mobile muligheder, så vi kan arbejde med augmented reality, lyd-, billed-, og videopotagelse osv. På den negative side kan man sige, at det måske er problematisk af gifte en skole med apple?

Måske er det optimale klassserumsteknologi en hybridløsning med ChromeBook og iPadmini/Smartphone?

Vi glæder os til at præsentere vore erfaringer her på bloggen.

Udgivet i it i undervisningen, University College Digitalitet | Skriv en kommentar